This is madness

[Deleted]

In the honor of @mattheus

Uret tikkede, tiden var gået og det hele føltes som århundred siden. Da han trådte ind til sin første auror-klasse, og så hvordan det hele livet lå foran ham.

Liam huskede tydeligt hans undervisers første ord "Liam McShane, som i Elwin McShane?" - et stempel fra starten af.
Liam vidste godt at Elwin hans oldefar havde været grusom og gjort grusomme ting - som Gellert Grindelwalds højrehånd, var det naturligt at han måske ikke var guds bedste barn.
Nu var det heller ikke sådan, at Liams familie nogensinde havde lagt skjul på deres foragt for muggler.. En ren linje af Slytherin elever, en ren linje af mørke troldmænd - som hver især havde sat deres navn på historien, primært negativt ville de fleste tænke.
Familiens forretning var i generationer blevet undersøgt om den havde noget med støtte af mørke troldmænd, at gøre - dog havde intet tydet på det og gjorde det heller ikke idag. 

Auror havde hjulpet Liam på vej, og det havde udviklet hans evner eksponentielt, han havde ikke oplevet nogen, som kunne matche ham - endnu....
Dog havde der altid også været snak om Liam og hans metoder, nogle mente han var for ekstrem i hans udførelser af hans missioner. Selvom de var blevet løst, så var der enormt meget kritik af hans anerledes metoder. Han var blevet anklaget for at bruge udnytte sin magt, drab, diverse mørke forbandelser... Selvfølgelig uden nogen beviser.
Liam havde siddet til utallige af høringer om hvorfor han handlede som han havde gjort.
Nu flere høringer det blev til, nu  mere tvivl og frygt blandt de ledende og ældre auror - og flere af dem var overbevist om det skyldtes hans natur og hans familie. Han satte en sort fed plet på en ædel titel, og da han havde overvundet og besejret Zarkatón - valgte man officielt at blive enige om en fælles opsigelse - i virkeligheden frygtede aurorerne Liam og hans udvikling. De forviste ham simpelthen fra auror-orden, fordi deres frygt blev større end deres lyst til at skabe lys i mørket. 

På trods af misforståelserne med auror-orden, så holdte Liam sig i skindet og forblev venner med nogle af sine gamle kollegaer. Det var netop derfor han idag var taget ind til ministeriet for at finde sin gamle ven Mattheus. Han havde fået en besked fra ministeriet, om de ville komme og lede hans hjem igennem(igen) for at se om der var nogle mørke genstande. 

Underskrevet en James Donaldson.. Hvem var denne James Donaldson, som pludselig være så fræk at anklage Liam for, at holde mørke gestande og regalier.. 


Liam gik igennem ministeriets utallige af gange, han betragtede de gange han engang kaldte arbejdsplads - de små logoer for ministeriet for magi, et symbol som han engang bar, som idag han ikke engang ville bruge på sit toilet bræt... Den lange sorte trenchcoat dækkede hans fine mørke jakkesæt. Ofte lignede Liam en, som måske havde brugt en time for meget foran spejlet, da hans hår altid sat perfekt - men denne gang var det gemt under en felt fedora hat. 

Liam gik med utålmodige skridt hen imod en, som stolt bar på ministeriets logo på brystet.
"Mattheus, hvor er han?" spurgte han lettere kommanderende med den unge praktikant, som nærmest begyndte at stamme og kigge forvirret rundt, måske vidste han ikke engang hvem Mattheus var?

[Deleted]

Dagen startede som enhver anden for Mattheus. Endnu en dag på kontoret, som befandt sig i Ministeriet.
Iklædt det fine jakkesæt med Ministeriets logo hvilende på brystet, sammen med en lang række kollegaer, var kursen alligevel sat i retningen af Aurorkontorene. Her var der ikke noget andet end strenge og alvorlige miner at spotte. Det var et seriøst, farligt og meget alvorligt arbejde. Noget som selv Mattheus i tide og utide, havde svært ved.

Siden hans omgørelse til varulv havde fundet sted, havde det uden tvivl også påvirket Mattheus personlighedsmæssigt. Det sar i det hele taget svært for ham at finde sig til rette nogen steder. Bryddet med kæresten havde bestemt heller ikke gjort det meget nemmere for ham af den grund. 
Avisen skubbede Mattheus op under sin arm, mens han søgte ned af gange, frem til han hørte en stemme.. Nu hvor hans sanser uden tvivl var skærpet, så lagde han også mærke til langt flere ting. Han rettede sig op, hvor han drejede hovedet.
Hvem var det der havde spurgt efter ham? 
Elevatorblikket måtte Mattheus alligevel benytte på denne mand. Nej.. han sagde ham ikke umiddelbart noget. Dog var det alligevel noget, som vækkede en form for nysgerrighed i ham. Hans kurs mod Aurorkontorene, kunne han vente med lige for nu. 

"Hvem er det, der søger mig?" lød det roligt fra Mattheus, da han valgte at ændre kursen, og søgte direkte hen i retningen af disse mennesker. Den unge praktikant, som så mere forvirret og bange ud, end klar over sin opgave, lod han en hånd søge på skulderen til. Han sendte ham et kort smil.
"Jeg tager over her," sagde han med en rolig stemme.  Praktikanten så nu ganske tilfreds ud, og listede hurtigt afsted igen, inden Mattheus vendte blikket mod manden foran ham.
"Og hvad kan jeg gøre for dig?" fortsatte han med en ganske kortfattet stemme. Han stod selv der.. Brede skuldre, pæn i tøjet og det hele. ung på trods af hans arbejde. Han var dog glad for det. Stolt ikke mindst.

[Deleted]

Praktikanten kiggede forvirret rundt..
"øhm.. øhm..."
Endelig kom Mattheus og tog over for den her unge praktikant. Det var måske også en klassisk fejl, at overfuse en ung praktikant - det havde nu heller ikke været så slemt. Liam rettede blikket imod manden, som udviste væsentlige mere autoritet end mange andre. Matteus og Liam havde kendt hinanden siden han var auror og de havde været ikke snakket sammen de sidste par måneder.
Han havde ikke været et af problemer, da Liam var stoppet - derimod havde Mattheus været meget passiv - og ikke sagt meget. Han havde trods alt også sin egen karriere at tænke på.

Nu var Mattheus nået så langt, masser af folk under sig og han var velrespekterede.
"Liam McShane.. en rolig og behagelig tone over for Mattheus. Han rakte hånden frem imod ham, som en høflig gestus og trods alt havde de kendt hinanden.

Liam betragtede Mattheus og han havde ikke ændret sig på nogen måde. Derimod havde Liam fået et fuld skæg, hvilket måske gjorde at Mattheus trods alle hans evner ikke kunne genkende ham.
Liam begyndte at med langsomme skridt i en halv bue uden om Mattheus imens han så på ham med nogle rolige øjne.
"Skuffende, at du ikke kan genkende mig.." sagde Liam med en overbevisende stemme. Liam elegant om og gik i den modsatte retning i en halv bue uden om ham.
"Alt en tid jeg ellers brugte i disse gange.."
Liams blik blev rettet rundt i lokalet og op ad væggene.. Det hele føltes på mange måder, som han havde været her igår.
Han stoppede op og så igen på Mattheus - ventende på hans konklusion.

[Deleted]

At overfuse den unge praktikant var heller ikke i orden, og derfor valgte Mattheus at afbryde, for at give den unge mand en mulighed for at komme derfra. Desuden søgte denne mand ham.. Uanset hvad han nu ville.
I første omgang, genkendte Mattheus ham ikke rigtigt. Og dette så ud til at skuffe denne mand. Først da han sagde sit navn og rakte hånden ud mod ham, som ville han tage hans hånd, fes den for alvor ind på Mattheus' lystavle. Liam McShane... Det navn havde han i hvert fald hørt før!

Tiden fik tilbage til hans tid under uddannelse, hvor han først havde stiftet bekendskab med denne mand. Han lod ham træde omkring ham, som havde han været et rovdyr over byttet. Sjovt.. Det var jo egentlig Mattheus' arbejde efterhånden. 
Han vendte blikket mod ham. "Jeg som troede du havde forladt kontorene for tid og evighed, min kære ven," sagde han med et smil. Denne gang rakte han sin ege hånd mod ham som et bud til at han selv kunne vælge at tage den, såfremt at det var noget som han var interesseret i. 

Mattheus endte med at trække manden ind til sig i en kort omfavnelse, inden han igen valgte at give slip på ham. Det var da alligevel ved at være lang tid siden, de overhovedet havde set skyggen til hinanden. 
"Hvad kan jeg så gøre for dig, min gamle ven?" spurgte han denne gang med et smil. At stå der overfor en bekendt, var ikke noget, som han faktisk havde noget imod. Mange havde han i forvejen ikke omkring sig, og dem som han havde.. ja, de var jo optaget med så mange andre ting i denne her tid. Armene lod han dertil falde over kors på det faste bryst. Efter han var blevet varulv for nogle år siden, var han uden tvivl blevet mere bred. Det var en forbandelse, men den var dertil også til at leve med. Det var den i hvert fald blevet.

[Deleted]

Den dag i dag der opsøgte gamle kollegaer stadigvæk Liam, for at få hjælp til at finde specielle eftersøgte. Det førte til at han af og til trak i arbejdstøjet og hjalp sine gamle kollegaer - mest hvis missionerne var det værd. Det var trods alt også pointen - at han havde det sjovt og blev udfordret, hvilke ikke skete så tit.

Det havde altid ligget til Liams natur, at gå i cirkler om sit bytte, som en anden løve der ventede på det rigtige tidspunkt, at angribe på. Da ti'øren faldt for Mattheus smilte Liam,han gengældte omfavnelsen og klappede ham på skulderen.
"Har jeg også Mattheus.." sagde han med et smil, og nikkede til Mattheus anerkende - han slap hans hånd og så ned og op af ham.
"Men du.. Du sidder stadigvæk fast her.." sagde han drillende og med et smil.

Mattheus var nået langt, og Liam huskede også ham som en magiker i sær klasse, næsten på niveau med ham selv. Hvis man spurgte Liam ihvertfald.
"Du har rigtig trænet.." sagde Liam og lagde mærke til hans bredde skuldre, og han var blevet en del større end dengang Liam løb rundt på disse gange og fuldte ordre. Dengang hvor folk endnu mindre end nu vidste hvad de skulle syntes om ham.

"Min ven, det er nu 3 gange på 5 måneder.. 7 gange på et halvt år, jeg får besøg af aurorerne - som gennemsøger mit hus." sagde han med en bestemt tone, hvorefter han tog et brev frem - som havde et brevmærke med ministeriets og et brudt segl som indikerede det kom fra aurorkontoret.
Liam rakte det til Mattheus og løftede blikket fra papiret imod ham. Det omhandlede endnu engang en mistanke om han bragte mørke regalier og andre genstande hjem fra Rumænien - nu havde han været på rejse dernede i 3 uger.
"Tide og utide Mattheus, de kommer på kontoret og i mit hjem - er ved at være lidt træt af det er så ofte.." sagde han med en bestemt tone.

[Deleted]

At stå overfor en gammel ven, som længst havde forladt Aurorkontoret, havde Mattheus bestemt ikke forestillet sig, ville ske i dag. Dog var det uden tvivl en direkte glæde for selv ham, og han var glad for det. Liam havde været en god ven af ham, som særligt havde holdt enden oppe på ham rigtig mange gange.
"Jeg troede, du var helt færdig her," sagde han endeligt. Omfavnelsen gengældte han glædeligt, og det samme med det faste håndtryk. I forvejen, var det nemlig ikke mange, som han havde omkring sig, og derfor var det virkelig en glæde, at der endnu var nogen, som rent faktisk havde det forhold til ham.
"Du har ret.. Jeg er ikke rykket meget længere herfra. Jeg kan jo lide det arbejde jeg udfører. Selvom Matthew er en kende for dygtig til at svinge pisken over os," sagde han med et skævt smil. Han var nu glad for det, selvom det holdt hårdt engang imellem.

Om Liam i det hele taget var kendt med at Mattheus var blevet bidt af en varulv, da han havde været ude på en opgave, vidste han ærlig talt ikke. Det var alt sammen noget, som måtte komme hen af vejen.
"Jeg har andre omstændigheder, der holder mig i form, min ven," sagde han ærligt. Det var faktisk ikke fordi at han gik særlig meget op i træning.
Det som han fik stukket i hånden, fik kort Mattheus til at rynke forvirret i panden. Et brev? Hvilken form for brev? Seglet indikerede i hvert fald at det var sendt herfra.
"Virkelig..? Du har aldrig haft den slags ting i din besiddelse, har du? Der er en grund til at de undersøger dig, Liam," sagde han alvorligt. Han håbede da bstemt ikke at manden havde rodet sig ud i den slags!
Mattheus gjorde et tegn til ham, om at følge med, mens han kort lod blikket glide over brevet, som han havde tilladt sig at folde ud. De var nødt til at snakke mere alene, hvor folk ikke hørte dem. "Kom med," sagde han endeligt og med en tydeligt lavmælt stemme. Han søgte bevidst i retningen af hans eget kontor. Her passerede han en lang række aurorer, selvom han ikke tog sig af disse. Han nåede kontoret, hvor han åbnede døren for Liam.